Taastrup Nykirke Sogn Kirkegård
Høje-Taastrup kommune Høje-Taastrup provsti Helsingør
stift
A. Kirkegårdens bestyrelsesforhold.
§ 1.
Kirkegården ejes af Taastrup Nykirke Sogn og bestyres af
Taastrup Nykirke sogns menighedsråd.
§ 2.
Kirkegårdens drift forestås af det af menighedsrådet nedsatte kirkegårdsudvalg.
Stk. 2. Tilsynet med driften påhviler kirkeværgen i overensstemmelse med
reglerne i Vedtægt for kirkeværgen.
Stk. 3. Kirkegårdens daglige drift varetages af den ved kirken ansatte
kirkegårdsleder under ansvar overfor
menighedsrådet og i overensstemmelse med Regulativ for kirkegårdslederstillingen
samt bestemmelserne i denne vedtægt.
Stk. 4. Klager vedrørende kirkegårdens drift rettes til menighedsrådet.
§ 3.
Kirkegårdslederen fører et eksemplar af kirkegårdsprotokollen på EDB i
overensstemmelse med de til enhver tid gældende bestemmelser. Kirkegårdskort
opbevares på tre forskellige lokaliteter.
Stk. 2. Mindst en gang årligt skal gravpladserne på kirkegården sammenholdes med
eksemplarer af kort og protokol, og eventuelle uoverensstemmelser berigtiges.
Kort og protokol skal forevises ved syn over kirkegården.
B. Gravsteder.
§ 4.
Den gamle kirkelige tradition med kistens anbringelse i retningen øst-vest
bevares så vidt muligt.
Erhvervelse og fornyelse.
§ 5.
Henvendelse om erhvervelse af brugsret til gravsteder – gravstedsret – og om
nedsættelse af kister eller askeurner såvel i nye som i bestående gravsteder
sker til kirkegårdslederen.
§ 6.
I forbindelse med udlæggelse af gravsted til begravelse eller urnenedsættelse
udfærdiger kirkegårdslederen et gravstedsbrev.
Stk. 2. Ved senere begravelser eller urnenedsættelser i gravstedet foretages
påtegning herom på gravstedsbrevet.
§ 7.
Begæring om erhvervelse af gravstedsret skal imødekommes til begravelse af en
person som:
1)
havde bopæl i sognet og tilhørte
folkekirken
2)
havde ægtefælle, registreret partner,
samlever,
forældre eller børn begravet på kirkegården, eller på særlig måde var knyttet
til sognet.
I tvivlstilfælde tilfalder den endelige afgørelse
stiftsøvrigheden.
3)
havde bopæl i sognet uden at tilhøre
folkekirken, såfremt der ikke i sognet er en kommunal kirkegård eller en
kirkegård for det trossamfund, afdøde tilhørte.
Stk. 2. Der
kan tillige erhverves gravstedsret til begravelse af andre efter menighedsrådets
nærmere bestemmelse.
Stk. 3. Når der udlægges gravplads til en ægtefælle - registreret partner -
samlever, skal der på begæring samtidig udlægges en gravplads til den
efterlevende ægtefælle - registreret partner - samlever, umiddelbart ved siden
af den anviste gravplads. Ægtefællen - registreret partner - samleveren, bevarer
retten hertil, uanset hvor han eller hun ved sin død har bopæl.
Stk. 4. Der skal altid være adgang for ubemidlede, som opfylder betingelserne i
stk. 1., til at få en sømmelig gravplads udlagt uden vederlag.
Stk. 5. Gravsteder kan udlægges med indtil 2 gravpladser. Ønskes større
gravsteder udlagt, kan dette alene ske med kirkegårdsudvalgets godkendelse.
Stk. 6. Ønske om fornyelse af gravstedsretten efter brugsperiodens udløb skal
imødekommes, med mindre en godkendt reguleringsplan for kirkegården er til
hinder for det.
Stk. 7. Ønske om erhvervelse eller fornyelse af gravstedsretten for et åremål,
som overstiger fredningsperioden kan dog kun ske med kirkegårdsudvalgets
godkendelse. Denne godkendelse vil kunne gøres betinget af, at gravstedets
vedligeholdelse sikres ved indbetaling til kirkens midler af et kapitalbeløb,
hvis størrelse skal godkendes af stiftsøvrigheden.
Stk. 8. Erhvervelse eller fornyelse af gravstedsret på en gang for et åremål,
som overstiger det dobbelte af fredningstiden kan kun ske med stiftsøvrighedens
godkendelse. Denne godkendelse vil kunne gøres betinget af, at gravstedets
vedligeholdelse sikres ved indbetaling til kirkens midler af et kapitalbeløb.
§ 8.
Ved begravelse eller urnenedsættelse i et
bestående gravsted skal gravstedsretten om nødvendigt forlænges for det tidsrum,
hvormed fredningstiden overstiger den løbende brugsperiode.
§ 9.
Den periode, for hvilken gravstedsretten er
erhvervet eller fornyet, regnes fra den efter erhvervelsen eller fornyelsen
førstkommende 1. januar.
§ 10.
Gravstedsretten kan kun overdrages med
kirkegårdsudvalgets samtykke.
§ 11.
Hvis gravstedsretten ønskes
fornyet, må indehaveren rette henvendelse til kirkegårdslederen herom i rimelig
tid før den løbende brugsperiodes ophør.
Stk. 2. Sker sådan henvendelse ikke, sender kirkegårdslederen ved anbefalet brev
den pågældende en påmindelse om fornyelsen. Medfører dette ikke fremsættelse af
ønske om fornyelse af gravstedsretten, hjemfalder gravstedet og hvad der findes
derpå til kirkegården.
Stk. 3. Indehaveren af gravstedsretten kan dog inden 12 uger efter brugstidens
udløb fjerne planter m.m. samt gravminder. I så fald skal eventuelle fundamenter
samtidig fjernes, og gravstedet afleveres i planeret stand. Orientering herom
skal gives i den foran omhandlede påmindelse.
Nedlæggelse og regulering
§ 12.
Erhvervelse eller fornyelse af gravstedsret for en
periode, som overstiger fredningstiden fra den senest stedfundne begravelse
eller urnenedsættelse, kan ikke hindre kirkegårdens eventuelle nedlæggelse.
§ 13.
Hel eller delvis nedlæggelse af
gravsteder eller ændring af bestående gravstedsanlæg i øvrigt kan kun ske efter
udløbet af fredningstiden fra den senest stedfundne begravelse eller
urnenedsættelse og kun som et led i en godkendt regulering af kirkegården.
Gravstedernes indhegning
§ 14.
Gravstederne må ikke uden
kirkegårdsbestyrelsens samtykke hegnes med andet end levende hegn. Undtagelse
kan kun gøres, hvor den stedlige tradition tilsiger det.
Stk. 2. Alle levende hække plantes, vedligeholdes og klippes ved menighedsrådets
foranstaltning, og sådanne hække er kirkegårdens ejendom.
Stk. 3. Gravstedsindhegninger af træ- eller jerngitterværk, murværk, stensætning
eller lignende skal holdes sømmeligt vedlige på foranstaltning af ejeren af
gravstedsretten. Gravgitre og lignende, som på grund af manglende
vedligeholdelse virker skæmmende på kirkegården, kan efter menighedsrådets
beslutning og med provstiudvalgets forudgående godkendelse forlanges fjernet.
Gravstedernes beplantning
§ 15.
Hvis bestående beplantninger på
gravstederne ved deres højde eller udbredelse ødelægger hækken og/eller skønnes
at være til ulempe for nabogravsteder, kan menighedsrådet forlange dem beskåret
eller fjernet. Provstiet er klageinstans.
Stk. 2. Bestående beplantninger, herunder træer, må ikke uden provstiudvalgets
forudgående godkendelse beskæres eller fjernes, uanset hvor på kirkegårdsarealet
de står, og uanset af hvem plantningen er bekostet.
Gravminder
§ 16.
Gravmindernes opstilling må
indordnes den lokale tradition, hvis en sådan findes, f.eks. en ensartet vendt
opstilling med gravmindernes forside mod øst.
Stk. 2. Kirkegårdsbestyrelsen påser, at der ikke anbringes gravminder, som ved
deres størrelse eller form vil virke skæmmende for kirken eller kirkegården,
eller hvis indskrift og udstyr må anses for upassende. Er sådanne gravminder
trods alt blevet anbragt, kan de, hvis de ikke er registrerede som
bevaringsværdige, af provstiudvalget forlanges fjernet fra kirkegården.
Provstiudvalgets afgørelse kan indankes for kirkeministeriet gennem
stiftsøvrigheden.
Stk. 3. Fundament til gravminder skal udføres så forsvarligt, at der ikke kan
opstå fare ved at gravsætte i et tilstødende gravsted.
Stk. 4. Menighedsrådet må ikke fjerne registrerede gravminder fra kirkegården.
Ved registrerede gravminder forstås gravminder, der er registreret i henhold til
bestemmelserne i lov nr. 268 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og
kirkegårde kapitel IV. Kirkegårdsbestyrelsen sørger for, at indehaverne af
gravstedsretten, så vidt dette er muligt, gøres bekendt med registreringen.
Stk. 5. På kirkegårdsbestyrelsens begæring har indehaverne af gravstedsretten
pligt til at afhjælpe indtrufne beskadigelser på gravminder.
Stk. 6. Vedligeholdelse og istandsættelse af registrerede gravminder, der er
hjemfaldet til kirkegården, påhviler menighedsrådet.
Gravstedernes vedligeholdelse
§ 17.
Indehaveren af gravstedsretten har
pligt til at drage omsorg for gravstedets sømmelige vedligeholdelse. Den
pågældende har ansvaret for, at bestemmelserne i nærværende vedtægt overholdes.
Stk. 2. Det påhviler kirkeværgen at påse og afgøre, om gravstederne på
kirkegården vedligeholdes sømmeligt og i overensstemmelse med vedtægtens
bestemmelse.
Stk. 3. Hvis indehaveren af gravstedsretten forsømmer sin pligt med hensyn til
vedligeholdelse, skal kirkegårdsudvalget tilbyde, at kirkegården overtager
vedligeholdelsen mod betaling af den i nærværende vedtægt fastsatte takst.
Stk. 4. Hvis vedligeholdelsen ikke overlades til kirkegården, eller den
fastsatte betaling herfor ikke erlægges, skal kirkegårdsudvalget ved anbefalet
brev til indehaveren af gravstedsretten pålægge denne at opfylde sine
forpligtelser vedrørende gravstedet inden en frist på 4 uger.
Stk. 5. Hvis der ved fristens udløb fortsat ikke er draget omsorg for
gravstedets vedligeholdelse, kan kirkegårdsudvalget lade det sløjfe som anlagt
gravsted og tilplante, tilså eller gruslægge, men gravpladserne i gravstedet må
ikke på ny anvendes til begravelse før udløbet af den periode, for hvilken
gravstedsretten er erhvervet. Med skriftligt samtykke fra indehaveren af
gravstedsretten kan gravstedet dog på ny anvendes til begravelse, når
fredningstiden fra den senest foretagne begravelse eller urnenedsættelse er
udløbet.
§ 18.
Kirkegården har intet ansvar for skader på
gravminder, beplantning eller andet på gravstederne, forårsaget af
naturbegivenheder, hærværk eller vold.
§ 19.
Kirkegården renholder gravsteder
mod betaling til kirkekassen efter reglerne i afsnit D.
Stk. 2. Pligten til vedligeholdelse af et gravsted kan overdrages til
kirkegården mod indbetaling til kirkens kapitaler en gang for alle af et beløb,
som er fastsat i nærværende vedtægts afsnit D, for vedligeholdelse i et tidsrum
svarende til fredningstiden for gravstedet.
Stk. 3. Engangsbeløb for længere tid end en fredningsperiode fastsættes ved
aftale, som skal godkendes af stiftsøvrigheden.
Stk. 4. Det er ikke tilladt menighedsrådsmedlemmer, kirkeværgen,
kirkegårdslederen eller andre ved kirken eller kirkegården ansatte personer at
medvirke ved gravsteders vedligeholdelse mod at oppebære eller forvalte renter
og/eller hovedstol af en til dette formål i et pengeinstitut indsat kapital.
Særlige bestemmelser for kistegrave
§ 20.
Fredningstiden – den tid, hvori en grav skal henligge urørt – er for kistegrave
30 år.
§ 21.
En gravplads for en voksen skal være 1,25 m x 2,50 m. Graven skal være så dyb,
at der bliver mindst 1 m jord over kistelåget.
Stk. 2. Kister med dødfødte eller spæde børn kan med kirkeværgens samtykke
nedsættes i en allerede benyttet grav.
§ 22.
Anvendes jern-, zink- eller
egetræskister, skal gravstedsretten være erhvervet eller fornyet for et tidsrum
svarende til mindst det dobbelte af fredningstiden.
Stk. 2. Murede grave kan kun tillades indrettet med menighedsrådets samtykke og
provstiudvalgets godkendelse af såvel planerne som vilkårene for indretningen.
§ 23.
Flytning af gravsatte kister må
kun foretages efter forud indhentet tilladelse fra stiftsøvrigheden.
Særlige bestemmelser for urnegrave
§ 24.
Fredningstiden - den tid, hvori en grav skal henligge urørt – er for urnegrave
10 år.
§ 25.
Et urnegravsted skal være 1,00 m x 1,00 m. Graven skal være så dyb, at der
bliver mindst 0,5 m jord over urnen.
Stk. 2. Askeurner kan nedsættes i almindelige gravsteder, uanset om der
tidligere er nedsat kister heri. Det er dog en forudsætning, at urnen nedsættes
således, at den forbliver urørt i hele fredningsperioden, og ikke hindrer senere
begravelser eller urnenedsættelser i gravstedet.
§ 26.
Anvendes en askeurne af materiale, som må antages ikke at gå til grunde i løbet
af fredningstiden, skal den godkendes af kirkegårdsudvalget, der i sådanne
tilfælde kan fastsætte en fredningstid, som er længere end den normale og en
forhøjelse af taksten i forhold hertil.
§ 27.
Flytning af
gravsatte urner må kun foretages efter forud indhentet tilladelse fra
kirkegårdsbestyrelsen efter de derom gældende bestemmelser.
Øvrige bestemmelser
§ 28.
Såfremt der på kirkegården findes eller anlægges særlige afsnit til kiste- eller
urnebegravelser, skal de nærmere regler for anlæg, indhegning, beplantning og
anvendelse af gravminder fastsættes i et særligt tillæg til denne vedtægt.
Sådanne tillæg, som tillige skal indeholde takster, skal godkendes af
provstiudvalget.
§ 29.
Bisættelser
finder normalt sted på alle hverdage senest kl. 14.00 helligdage undtaget.
Begravelser finder normalt sted på alle hverdage senest kl. 13.00 helligdage
undtaget.
Dispensation fra ovennævnte tider kan naturligvis gives i særlige tilfælde.
C. Ordensbestemmelser.
§ 30.
1)
Kirkegården er åben fra solopgang til solnedgang.
2)
Kirkegården er et indviet sted, hvor der skal være orden og fred.
3)
Erhvervsmæssigt arbejde på kirkegården og dens gravsteder må kun udføres inden
for normal arbejdstid.
4)
Intet
arbejde må udføres på kirkegården og dens gravsteder i gudstjenestetiden.
5)
Kirkegården tilhørende redskaber, som benyttes af gravstedsbrugere, skal efter
endt brug straks sættes tilbage på deres plads.
6)
Kirkegårdens dige eller hegn og gravstedernes indhegning må ikke gennembrydes.
7)
Kirkegårdens låger skal holdes lukkede.
8)
Færdsel uden for kirkegårdens gange er ikke tilladt.
9)
Cykler må ikke medtages på kirkegården.
10)
Kørsel
med motorkøretøj på kirkegården må kun foregå i kirkens eller kirkegårdens
ærinde eller med kirkegårdsudvalgets særskilte tilladelse.
11)
Nummerpæle på gravstederne er kirkegårdens ejendom og må ikke flyttes eller
fjernes.
12)
Ukrudtbekæmpende kemiske midler må ikke anvendes på kirkegården.
13)
Der må
ikke anvendes plastic eller lignende materialer som underlag for ralbelægning på
gravsteder eller andre arealer.
14)
Bænke
må kun opstilles på gravstederne med kirkegårdsudvalgets samtykke.
15) Kun levende lys må anvendes
på gravsteder.
Stk. 2. Afbrydning af grene, beskadigelser af hegn og plantninger, fjernelse af
blomster eller planter fra kirkegården eller andres gravsteder, beskadigelse af
gravminder og lignende kan medføre erstatningsansvar og eventuelt tillige
strafansvar.
Stk. 3. Kirkegårdslederen er regulativmæssigt forpligtet til at påtale enhver
krænkelse af kirkegårdens orden og fred og til at indberette krænkelser af
nærværende ordensbestemmelser til kirkegårdsudvalget.
D. Takster.
Der
henvises til menupunktet priser
5Gå
til top |